Nouvellisten er en blog med nyheder om litteratur, kunst & kultur af journalist Lene Hundborg Koss

Sådan researcher Ken Follett til sine bøger

Longread:

Ken Follett fortalte om, hvordan han researcher til sine romaner i en samtale med redaktionsleder Marita Hübinger under bogmessen i Frankfurt 2014. Interviewet fokuserer på forfatterens trilogi om det 20. århundrede, der omfatter bøgerne: Giganternes fald, Verdens vinter og På kanten af evigheden.

Videoen med interviewet, der varer ca. 40 minutter, er skrevet ud herunder – dog undtaget et lille afsnit, hvor Ken Follett læser højt fra På kanten af evigheden (På engelsk/tysk: On the Edge of Eternity/Kinder der Freiheit), som samtalen tager udgangspunkt i.

MH: Da du begyndte at skrive bogen, havde du så udtænkt hele historien på forhånd?

KF: Jeg begyndte med at bruge ca. seks måneder, hvor jeg læste historien om det 20. århundrede. Jeg læste bøger om hele århundredet, og jeg planlagde alle tre romaner i trilogien ved at udtænke hvilke begivenheder, der skulle optræde i hvilken bog, og hvordan jeg ville skrive de fiktive familier ind i begivenhederne. Efter seks måneder tænkte jeg, at jeg kunne bruge ti år på den måde, og at jeg havde behov for at snævre mit fokus ind, og på det tidspunkt startede jeg på at skrive den første bog, Giganternes fald.

MH: Du har skrevet om mange tidsaldre – f.eks. middelalderen – da du startede med at researche på det 20. århundrede, hvad var det første du blev chokeret over, eller som forbløffede dig ved dette århundrede?

KF: Jeg tror, at lige i begyndelsen af Giganternes fald, hvor der er adskillige mennesker, der går ind i kampen for at opnå frihed – jeg var chokeret over den brutalitet, de blev svaret med. Fx blev minearbejdere, der ønskede bedre sikkerhed i kulminen, behandlet, som om de var revolutionære. Kvinder, der gerne ville have stemmeret, blev behandlet som kriminelle og blev sendt i fængsel og banket, og der var en atmosfære af undertrykkelse i lande, som vi opfattede som frie, der virkelig slog mig.

MH: Du åbner med en walisisk familie, og vi ved jo, du er fra Wales, så hvor meget af din egen historie indgår i denne familie, der dukker op igen og igen i alle tre bøger?

KF: Familien begynder som en minearbejderfamilie i det sydlige Wales, og i det første kapitel af Giganternes fald, den første bog i trilogien, begynder Billy at arbejde som kulminearbejder på sin 13 års fødselsdag, og det gjorde min bedstefar, Arthur Evans også. Da han fyldte 13, forlod han skolen og begyndte at arbejde i kulminen. Den historie blev ofte fortalt i min familie, da jeg var dreng, og det var meget nemt og ret skræmmende for mig at forestille mig, hvordan jeg selv ville have følt, da jeg var 13, hvis jeg havde skullet arbejde i en kulmine. Hvor bange jeg ville have været for at befinde mig under jorden, og hvor bange jeg ville have været for at tage del i en mandeverden, når jeg stadig kun var en dreng – så det første kapitel er taget direkte ud af min egen familie.

MH: Det må have været en stor udfordring for dig at benytte så mange karakterer fra forskellige lande og stadig forsøge at være fair. Der er tyskere, amerikanere, englændere, walisere og russere, så hvordan klarede du at opfinde nogle karakterer, som du kunne lide og elskede i alle familierne, på en måde, så du tænkte, at deres historie skulle fortælles?

KF: Det var overhovedet ikke svært, for det er det historier handler om. Historier handler om karakterer, der er anderledes end forfatteren og anderledes end læserne, og en del af det, vi får fra romaner, er en forståelse for mennesker, der ikke er som os selv. Jeg tror, det er noget af det, vi nyder, og at det også er en del af den måde, hvorpå romaner gør os til mere medfølende mennesker.

MH: Jeg er overrasket over, at du kan skrive tre bøger, som hver er på over 1000 sider, på seks år. Men det tog selvfølgelig meget længere tid. Fortæl os noget om din research, som må have taget mindst fem-seks år.

KF: Det meste af hvad jeg har brug for at få at vide, finder jeg i bøger. Man kan finde 95 procent af alt, hvad man har brug for at vide her. Og det supplerer jeg så med fotos, landkort, film, og om muligt interviewer jeg folk, der har gennemlevet de begivenheder, jeg gengiver. Til På kanten af evigheden har jeg fx interviewet en amerikansk kongresmand, som var borgerrettighedsforkæmper i 1960’erne og rent faktisk fik slået hovedet ind af en betjent i Mississippi. Der er også et andet stadie – på lige fod med min research – efter det første udkast spørger jeg en masse mennesker, min udgiver selvfølgelig og min familie, men også eksperter, som jeg hyrer. Det kan fx være betjente eller videnskabsfolk, og jeg betaler dem for at læse det første udkast og skrive en rapport, der retter eventuelle fejl, jeg har begået. På den måde prøver jeg at undgå, at der er fejl i den endelige bog.

MH: På tysk har bogen en meget smuk titel, Børn af frihed (Kinder der Freiheit), så hvad synes du om den tyske titel? For jeg synes, din bog handler om frihed – frihed for individet, eller for en nation, der har haft en mørk fortid.

KF: Ja, hele trilogien handler om frihed. Det var ikke en erkendelse, jeg havde på forhånd, men da jeg begyndte at skrive, og efterhånden som jeg hele tiden fik spurgt mig selv om, hvad dramaet i de forskellige situationer var, og hvori den historie, jeg skulle fortælle læserne, lå, viste det sig igen og igen, at historien handlede om en gruppe mennesker, der blev uretfærdigt behandlet, og som krævede deres frihed. Begyndende med suffragetterne helt i starten af Giganternes fald og hele vejen op til 1960’erne til de afroamerikanske borgerrettighedsforkæmpere i den periode. Så det blev en trilogi om frihed og titlen Børn af frihed er en god titel.

MH: Du begynder bogen i 1961, hvor Berlinmuren bliver bygget. Hvor tæt ligger det på erfaringer fra din egen familie?

KF: Dengang var jeg lidt ung til at forstå, hvad der foregik. I august 1961 var jeg 12 år gammel. Så det var fascinerende for mig at forestille mig en tysk familie, der levede et mere eller mindre normalt liv, og som pludselig vågende op en søndag morgen og opdagede, at deres by var delt i to, og at de befandt sig på den forkerte side. Da jeg begyndte at tænke over det, gik det op for mig, at det var et drama, der kunne skyde bogen i gang.

Som romanforfatter var jeg interesseret i det personlige drama, jeg var interesseret i familien, der blev fanget på den forkerte side, og selvfølgelig var jeg interesseret i flugten over muren. Flugtforsøg var meget risikable, og mere end 200 mennesker mistede livet i forsøget på at forcere muren. Og alligevel blev folk ved med at forsøge. Jeg studerende en bog, der handler om murens ofre, og som fortæller historien om alle dem, der blev dræbt i forsøget på at slippe over muren. Jeg læste hver eneste historie, for den form for scene i en roman er meget fysisk. Det handler om den fysiske udfordring. De enten klatrer eller graver turneller, eller de kører ind i en barriere med en lastbil. Det er den fysiske udfordring, denne scene handler om, så jeg følte et stort behov for at kende til de fysiske detaljer omkring muren, der, som I sikkert ved, flere gange skiftede form. I begyndelsen var det pigtråd og til sidst blev det beton, og så var der et stort ingenmandsland, som folk var nødt til at forcere. Det blev mere og mere besværligt at krydse muren, som årene gik. Så forholdene, som mine karakterer skulle overvinde, skiftede med tiden. Alle de fysiske detaljer var meget vigtige og svære at få styr på, for heldigvis er muren der jo ikke længere, så jeg kunne ikke tage hen og se på den. Derfor måtte jeg søge i historiebøger, fotos og film efter alle de vigtige fysiske detaljer til disse action-scener.

MH: Mange af dine læsere bor jo ikke i Tyskland, de bor i USA, Spanien og andre steder, så forsøgte du også at forklare de læsere, der måske aldrig har været optaget af den tyske historie, hvad 1961 og 1989 betød?

KF: Ja, en del af den appel bøgerne har til forskellige folk, handler om hvad der sker andre steder. Så amerikanerne erfarer noget om, hvad der skete i England og Rusland, mens englænderne lærer noget om, hvad der skete i USA osv. Jeg tror, det er en del af fornøjelsen for læseren, at se, at ens egen del af historien passer sammen med historien fra de andre lande. At begivenhederne er forbundet. Og en eller to gange i løbet af bogen henleder en karakter også opmærksomheden på dette. Fx: Da præsident Kennedy forsøger at finde ud af, hvordan han skal forholde sig til krisen med de opstillede missiler på Cuba, er han nødt til at tænke på, hvad russerne mon vil foretage sig i Berlin, som svar på, hvad han gør på Cuba, og en siger: Er det ikke mærkeligt, at den amerikanske præsident ikke kan forholde sig til krisen i Det Caraibiske Hav uden at overveje, hvilken effekt det vil have på et land i det centrale Europa? Og på den måde var alle de store kriser i den kolde krig forbundet.

MH: Lidt om karaktererne i bøgerne, for vi har kendt nogle af dem i generationer. Hvor vigtigt var det for dig at få forbundet en masse forskellige familiers historier?

KF: Karaktererne i mine bøger er altid en del af en familie, og det er der en grund til. Man kan selvfølgelig have karakterer i en bog, der ikke er en del af en familie, James Bond er et godt eksempel. Han er ikke en del af en familie, han har ikke en mor og far, han har ingen børn, bror eller søster. Han har bare en ny kæreste i hver historie. Men jeg foretrækker, at mine karakterer er en del af en familie. Når nogen gør noget farligt, fx når en af mine karakterer flygter fra Østberlin, vil jeg have, at I skal være nervøse. Jeg ønsker, I skal sidde på kanten af stolene og tænke: Åh, Gud, vil hun slippe af sted med det? Eller bliver hun dræbt? Og det hjælper, hvis hendes familie tænker det samme. Hvis hendes mor siger: Er du sikker på, det er det rigtige? Hendes bror siger: Du ved jo godt, de skyder folk, der prøver at flygte. Så hun er omgivet af folk, der er urolige for hende, og det forstærker også læsernes uro.

MH: Denne bog foregår mange forskellige steder, fx i USA, og et af kapitlerne handler om borgerrettighedskampen i det sydlige USA. Betyder denne kamp noget særligt for dig?

KF: Ja, jeg føler, at den periode i det sydlige USA er et meget kraftfuldt eksempel på en gruppe mennesker, der bliver uretfærdigt behandlet, og som kæmper en politisk kamp for retfærdighed og som vinder. Jeg troede, jeg kendte alle detaljerne i den historie, men jeg tog på en bustur til det dybeste syd – for i 1961 var der en gruppe aktivister, som tog en bus fra Washington DC og sydpå til de stater, der praktiserede raceadskillelse, og da de kom til Mississippi, Alabama og Georgia begyndte de at bryde reglerne. Sorte og hvide satte sig ved siden af hinanden i bussen. Sorte satte sig i forenden af bussen. Sorte gik ind i hvides restauranter, og hvide gik ind i sortes restauranter. De brød reglerne i protest. Retten havde fastslået, at raceadskillelse i busserne var ulovlig, men det fortsatte alligevel, så aktivisterne tog denne her bustur, og for ca. halvandet år siden tog jeg så selv turen. Jeg stod på bussen i Washington DC og kørte sydover ind i det, der tidlige var områder med raceadskillelse. Jeg besøgte de pågældende steder, og jeg fandt det meget rørende og interessant at befinde mig der, hvor aktivister, der var på barrikaderne for at opnå retfærdighed, blevet tævet og smidt i fængsel – og ind imellem endda myrdet. Og nu er der opsat statuer af de mennesker i gaderne. De er selvfølgelig helte, for de havde ret, og de vandt deres kamp. Men at se statuerne og tænke tilbage på, hvordan de mennesker blev behandlet for 50 år siden, og at huske, at de vandt, det synes jeg var meget følelsesladet. Det er følelsesladet fordi det blev en triumf for dem – de vandt. Det optimistiske ved min trilogi er, at folk vinder disse kampe igen og igen. Stemmeretten, afroamerikanerne, der vandt kampen om deres borgerrettigheder, bøsserne, der vandt retten til at gifte sig. Igen og igen forlanger folk retfærdighed og frihed, og de vinder. Det er alle historier fra det tyvende århundrede, så jeg endte med at føle, at fortællingen om det 20. århundrede er en fortælling om triumf.

MH: I bogen er der bl.a. en karakter ved navn George. George er en ung sort mand, der bor i Washington, og som forelsker sig i en ung kvinde, der ikke er helt lige så begejstret for ham.

Her læser Ken Follett et stykke op fra bogen. Du kan se det i videoen, som er knyttet til dette indlæg. Passagen handler om, at George vil hjælpe en ung kvinde, han har forelsket sig i. Kvinden er syg og kan derfor ikke selv hente sine hygiejnebind. Tøvende spørger hun George, der modigt siger, at det skal han nok. Vi skriver 1962, hvor denne scene er ret utænkelig, og modet synker da også i hjertet på George, da han står henne i butikken.

MH: George er en meget elskelig karakter. Han er baseret på en virkelig person, er han ikke?

KF: Til dels. George er en borgerrettighedsforkæmper i 1960’erne, som senere i historien bliver medlem af den amerikanske kongres. Og det er præcis, hvad der skete for John Lewis. Han var formand for den ikke voldelige koordineringsgruppe SNCC. En radikal aktivistgruppe bestående af studerende, og senere blev han medlem af kongressen. Han er nu et ældre medlem af kongressen, så Georges historie er i nogen grad baseret på det, men hans personlighed er meget anderledes.

MH: Gør du ofte det, at du tager en virkelig person som baggrund for en karakter i historien?

KF: Jeg tager dele af folks historie. Min engelske karakter, Dave Williams, bliver popstjerne, og meget af det, der sker for Dave i På kanten af verden, er sket for en af mine venner, Peter Asher, der var popstjerne i 1960’erne. Han var i en duo, der hed Peter & Gordon, og jeg ser en eller to publikummer, der nikker. I må være på min alder for at kunne huske det. Eller næsten min alder, de havde et hit, der hed World Without Love, som lå nummer 1 over hele verden. Peter har over årene fortalt mig om, hvordan det var at være på tour i USA og lave plader, og mange af de historier handler om ting, der sker for Dave Williams i bogen.

MH: Som musiker må du også have elsket de historier.

KF: Ja, jeg havde en guitar i 1960’erne og langt hår, og jeg spillede nogle gange i klubber ligesom Peter Asher. Men Peter havde to ting, som jeg manglede. Først og fremmest havde han talent, og så havde han en smuk assistent, der var kæreste med Paul McCartney. Og det var en stor hjælp for ham.

MH understreger her, at Ken Follett selv er en god musiker, der stadig har et band og bestemt også et musikalsk talent. Hun omtaler også assistenten, som Peter Ashers søster.

MH: Det er fascinerende, at der i bogen både er en masse fiktive karakterer, men også en række historiske karakterer, og hvordan klarer du det? For der vil jo altid være nogle, der vil sige: Nej, det sagde han aldrig! Eller det har hun aldrig gjort. Hvordan imødegår du det?

KF: Det er et spørgsmål, der opstår, når fiktive karakterer taler med historiske personer, som har levet i virkeligheden. I de situationer prøver jeg at finde ord, som de historiske personer rent faktisk har sagt eller skrevet på det tidspunkt, hvor historien udspiller sig. Måske fra memoirer eller fra en tale. Og jeg lægger karakteren de ord i munden i en fiktiv samtale, for hvis vedkommende har sagt noget én gang, ville han eller hun nok også sige det igen, og hvis jeg ikke kan finde de præcise ord, så sikrer jeg mig, at det, karakteren siger, reflekterer den historiske persons generelle synspunkter på det tidspunkt. Jeg lader ikke en historisk karakter sige noget, som afviger fra vedkommendes faktiske synspunkter, eller som vil modsige noget, vedkommende sagde på det tidspunkt, historien foregår. Min karakter Maria, som er Georges modpart i scenen, har – uden George ved noget om det – en affære med præsident Kennedy. Og jeg er blevet spurgt om, hvorfra ved du, hvad præsident Kennedy gjorde, da han var i seng med pigen? Eller ved du det virkelig? Og svaret er, ja, det ved jeg faktisk. En af de mange kvinder, som præsident Kennedy havde en affære med blev kaldt Mimi Alford. Hun var 19 år på det tidspunkt. Hun var jomfru og arbejdede i presseafdelingen i Det Hvide Hus, og præsident Kennedy forførte hende og havde en affære med hende i mere end et år. Og hun holdt det hemmeligt i 50 år. Men efter 50 år opdagede den amerikanske presse det og fandt hende. Hun var selvfølgelig blevet en ældre kvinde – og meget respektabel. Hun var pensioneret, men havde et deltidsjob i den lokale kirke. Hun sagde: Jeg vil ikke besvare pressens spørgsmål, men jeg vil skrive en bog og fortælle min historie. Det gjorde hun, og så tog jeg kontakt til hende og spurgte: Vil du læse det første udkast, og korrigere, hvis jeg har lavet fejl – og alle supplerende oplysninger vil være en hjælp. Så Mimi Alford har læst scenen, hvor præsident Kennedy er i seng med Maria og har korrigeret nogle fejl og givet mig nogle supplerende oplysninger…

MH: Hvad med Khrusjtjov. Hvad gjorde du her?

KF: Det var meget mere vanskeligt, for der er ikke megen information tilgængelig fra Sovjetunionen. Jeg har ingen idé om, hvad Khrusjtjov gjorde, når han var i seng med en kvinde, og det tror jeg heller ikke, andre har. De små detaljer er meget sværere at finde, når det gælder folk fra Sovjet, men jeg kunne alligevel finde nogle enkelte. Der er en scene, hvor min karakter Dimka tager hen til Khrusjtjovs residens en morgen for at tale med ham, og han ser nogle mænd, der bringer ham et gigantisk tv – en gave fra en af fagforeningerne. Det er det største tv, man kan købe i sovjetunionen i 1963 – og det er en virkelig hændelse. Jeg har fået informationen fra en af bøgerne om Khrusjtjov. På hans fødselsdag – jeg tror det var hans 70 års fødselsdag – gav de ham det her massive tv. Så jeg bruger de små detaljer i scener, der handler om noget andet. Men du har ret, de detaljer er svære at finde.

MR: Har du nogle favoritkarakterer i nogle af de mange feministiske generationer, du beskriver.

KF: Der er én meget sexet karakter, der hedder Marina i På kanten af evigheden, og hun er rent faktisk dårligt nyt. Hun er George utro, og hun går ind i De Sorte Pantere i 1968, og i det hele taget er hun en slem pige, og selvfølgelig har jeg en svag hed for den type af kvinder.

MH: Er det måske rart at skrive om slyngler, der også har noget godt i sig? Hvor stor en udfordring er det at skabe en karakter, som du selv kan lide, i håbet om, at læseren også vil kunne lide vedkommende?

KF: Hun er en karakter, hvor man egentlig også synes om hendes dårlige sider. Nogle gange kan jeg godt lide at skabe en karakter, der bare er gennemført ondskabsfuld uden nogen kvaliteter, der bløder det op. I Jordens søjler er der en karakter, William Hamleigh. Jeg tænkte på, om jeg måske skulle give ham nogle gode karaktertræk, men blev enig med mig selv om, at gu’ ville jeg ej. Så han er helt sort i hjertet. Og faktisk er der mange mennesker, der omtaler ham i vores samtaler. De husker William Hamleigh, og faktisk er der nogle, der spørger: Hvorfor slog du ham ikke ihjel tidligere? For de hader ham så meget. Men det, at de siger sådan, fortæller mig, at han er en god karakter, og at det, at jeg gjorde ham til et menneske med et blæksort hjerte, virkede.

MH: Jeg kender også en anden karakter fra en Ken Follett-bog – en tysk officer. Kan du huske den tyske officer fra Köln? Han er en af de værste karakterer, jeg kender.

KF: Fra Köln? Det forklarer jo alt.

MH: Han har en så hadefuld karakter, at man får gåsehud, og så er det naturligvis godt læsestof…siger MH og runder af med nogle praktiske oplysninger om, hvad man skal gøre, hvis man vil have signeret en bog af Ken Follett.

MH: Mit sidste spørgsmål, som alle nok har ventet på, er, hvad det næste der kommer fra din hånd er?

KF: Jeg blev færdig med På kanten af evigheden ved juletid, og siden da har jeg arbejdet på en ny historie. Det er en anden historie om Kingsbridge, som er den fiktive by, hvor Jordens søjler foregår. Det bliver den tredje Kingsbridge-bog. Historien finder sted i det 16. århundrede, og den handler om spioner og hemmelige agenter, siger Ken Follett, der regner med, den udkommer om tre år.

 

Derfor sender DR programmet Auktionshuset

Not-so-short-read: Det har længe undret mig, hvorfor DR har valgt at sende en tv-serie, der ukritisk beskriver en dansk virksomhed i primetime over 3 sæsoner. Programmet Auktionshuset sendes torsdag aften klokken 20.00, hvor det trækker masser af seere; nu på 3. sæson. Jeg satte mig for at undersøge sagen, og her får du en række svar på spørgsmål, der måske… Read more →

P1 vil sende mere live radio

Headerfoto: Lars E. Andreasen.   Fra den 29. september 2014 vil alle programmer, der sendes på DR P1 frem til klokken 18, være live. – Vi vil være endnu bedre til at dække vigtige begivenheder og emner, mens de er allermest aktuelle. Men samtidig vil vi fastholde det grundlæggende løfte til lytterne om at være kanalen, der kan levere den… Read more →

Leonard Cohen sætter samtiden til skue

Anmeldelse: Albummet Popular Problems af Leonard Cohen, udgivelse 22. september 2014. Livet er sindssygt dødbringende og svigefuldt, men også vildt fantastisk, dejligt og rørende synes Leonard Cohen, der fylder 80 år i dag, endnu engang at minde os om med det sjælfulde album, Popular Problems. Om sin skriveproces sagde Leonard Cohen i slutningen af 1990’erne: ”Det er som en bjørn,… Read more →